Alle dine venner, der ikke tør tage på Roskilde Festival, kommer, så selvfølgelig skal du også på Northside Festival. Ud over et musikprogram, der spænder fra The National til Nik & Jay, er Northside også en god anledning til at catche up med dine venners forældre og dine forældres venner, der har indlogeret sig på Guldsmeden nede i midtbyen. Du skal selvfølgelig også afsted for at se nogle koncerter, fordi det er en festival uden et helt område helliget ølbowling og bongsugning.
Det eneste problem er, at det bliver dyrt, fordi festivaler er som færger: Du kan ikke slippe væk, og derfor bliver du nødt til at købe kaffe, bajere og friturestegt skodmad til overpris. Nu tænker du måske, at Northside bliver holdt i Jylland, derfor må det være billigt. Til det siger vi: Lad dig ikke narre – fattige studerende kan sagtens blive ruineret på Northside.
Men frygt ej, for vi har dig. Med den her guide skal vi nok få din nassede SU-røv gennem Northside Festival uden at sende alt for mange Mobile Pay-anmodninger hjem til mor og far.
Entré

Da Northside første år lå på Tangkrogen, var det muligt at mase sig gennem hegnet, men siden den er flyttet til Ådalen, er det blevet næsten umuligt. Vi har hørt fra flere unavngivne kilder, at det tidligere har været nemt at tage sit armbånd af og videredonere det, men ingen af vores svindlerkilder kender noget til armbåndsituationen i år. Desuden kræver det også, at du bærer lange ærmer en hel festival, og i den her tropiske varme er det måske nemmere bare at købe en lovlydig billet.
Smuglervarer
Northside har ikke bare et musikprogram, de har også et officielt madprogram. Hvis du har penge nok, kan du på festivalpladsen vælte dig i surdejscalzone, søkogt jomfruhummer og vegansk is (det er ikke et forsøg på saraksme, det er taget direkte fra det officielle madprogram). Det lyder lækkert, ikke? Det er det også. Men det er dyrt.
Helt overordnet plejer tasketjekkene at være sparsomme, og hvis du er kreativ, kan du nok smugle en enkelt rugbrødsklapsammen (og måske en hjemmeblandet) med ind på festivalpladsen.
Guldøl og kartoffelsalat i Netto
Under en kilometer fra festivalpladsen ligger Netto ved Friskoparken. Den bliver af mine mest aarhusianske venner beskrevet som "et legendarisk sted under Northside," så måske du skal gøre ligesom Rose i Titanic og smutte forbi den rigtige fest, selv om du ikke er fattig. I det legendariske budgetsupermarked kan du få stillet den værste sult med købekartoffelsalat (brug låget som bestik i stedet for at smide penge efter en gaffel) eller forkæle dig selv med en let svedende focaccia fra bake off-afdelingen. Du kan selvfølgelig også købe al den alkohol, dit hjerte begærer.
Du kan enten være effektiv og bunde hurtigt, så du kan nå tilbage og se et band, du måske også kunne se på Grøn, eller du kan blive hængende foran Netto og genere de folk, der bor i det omkringliggende lejlighedskompleks.
Det er også en mulighed at tage dit festmåltid med op foran festivalpladsen og demonstrativt drikke dine 5-kroners Harboe Guld (den bedste øl til prisen), mens du trodsigt stirrer på det vestbeklædte festivalpersonale. Uanset hvor du vælger at placere dig, er du garanteret selskab fra diverse efterskole- og højskoleelever. Det er okay at rykke lidt væk, når de stiller sig i en cirkel og synger Oasis.
Hvis du får brug for en pause fra endagsbillet-typerne til Father John Misty, der har slået gækken løs ved at købe en håndfuld shotsrør og lige pludselig kan mærke livet igen for første gang i lang tid, kan du gå en tur op til Åbyhøj Torv. I det lille skur midt på torvet kan du angiveligt få byens bedste rullekebab (det hedder en dürüm med shawarma i Aarhus). Hvem behøver så en porchetta-burger?
Pant
Saml det. Ligesom på mange andre festivaler, er der også pantsamlere på Northside, men slet ikke i samme omfang som for eksempel Roskilde Festival. På årets Northside vil det faktisk kun været muligt at indlevere krus og kander i baren og få rabat på næste omgang. Det betyder endnu mindre konkurrence med professionelle pantsamlere, der formentlig ville slå dig på både rutine og engagement i kampen om det tomme krus-guld. Hvis du er effektiv, kan du på en halv times "arbejde", hvor du alligevel ikke ved, hvad du skal lave, fordi det kun er Kesi, der spiller i det tidsrum, og ham har du efterhånden set, samle de krus og kander, du møder på din vej. På den måde kan en kande øl (det eneste, der rent økonomisk kan betale sig at investere i) hurtigt ende med at koste 100 kroner i stedet for 225 kroner.
Nas på dine frivillige venner
Hvis du ikke gider samle pant, og tørster efter en kold bajer, kan det være en god idé at lede efter dine venner på festivalen, der arbejder frivillige. I år er det nemlig igen blevet tilladt for de såkaldte 'Northsiders' at tage øl med ud fra frivilligområdet. Det betyder, at dine venner (hvis du ikke har nogen, så få nogen – de er så glade i Aarhus) kan tage billige, kolde øl med ud til dig – og er det i virkeligheden ikke det, venskab handler om?
Udnyt forældresegmentet

Det er muligt at skaffe billig og lækker aftensmad, hvis du placerer dig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Oles Pizza er et eftertragtet spisested på festivalen, som især de købedygtige forældre flokkes omkring. Hvis du kan holde sulten ud og vente til omkring klokken 20-21, sker det ofte, at mama og papa har fået et par G&T’s og Aperoler for meget og ender med ikke at kunne spise op. Det er derfor muligt at stå med næsten tre hele pizzaer inden for et kvarter. Der er ikke så mange, der skralder på Northside, så hvis du gider, kan du være heldig.
Hvis du er ekstra snedig, er der mulighed for at snylte yderligere på "de voksne", men det kræver både charme, snilde, tålmodighed og held. Tjek programmet, og find den mest far-agtige koncert. Tænk C.V. Jørgensen, Dizzy Mizz Lizzy og Liam Gallagher. Gå op til scenen en halv time inden bandet går på. Her vil du møde de hardcore fans, der skal have en god plads og derfor har sat sig op foran scenen med et par kander fadøl. Sæt dig tæt på dem sammen med en ven, og begynd at sige ting som: "Mener du ikke også, at Keith Moon var en af de vildeste trommeslagere nogensinde?" og vent på, at de bliver fanget af festivalstemningen og byder dig på fadøl.
Prut om prisen
When in Jylland.