Der findes sommerhits, der får os til at danse, svede og glemme i morgen, og så findes der post-sommer-tungsindighedshits, der sætter musik til vores længsel efter det, der var. En gammel flirt, en sommerferie med dine venner eller måske din favorit-serie, som der aldrig kommer igen (lav nu for fanden bare en ekstra sæson af Friends). Førstesinglen fra danske Josiah Konder, "Running In Light", fra deres kommende debutalbum, Songs for the Stunned, falder i kategori med sidstnævnte. Med akustiske toner, sørgmodig vokal og insisterende kastagnetter sætter singlen musik til den tid, hvor skyerne trækker sig sammen, og du bliver nødt til at skynde dig hjem fra stranden, inden de første kølige dråber ramme din varme hud og varsler, at nu er sommeren er forbi.
Den københavnske gruppe startede som et møde mellem forsanger Julius Ernst, guitarist Albert Aagard Hertz og bassist Anton Funck Rønnebech, der satte sig for at indspille en plade med udgangspunkt i Julius Ernsts sangskrivning. Siden da har de samlet et udvidet band, som i dag består af seks folk fra vidt forskellige musikalske baggrunde, der både stikker i klassiske og elektroniske retninger.
For at svare på spørgsmålet om, hvordan han vil beskrive Josiah Konder til en person, der aldrig har hørt bandet før, tøver Julius Ernst længe, inden han svarer: "Vores højeste fokus, ihvertfald på den her plade, har været på sangene, og vi benyttede os af en minimalistisk og filterløs tilgang, hvor vi samtidig tillod alt. Ligemeget hvor klichéfyldt det måske føltes i starten."
Hvis vi skal prøve at sætte ord på det, lyder bandet, som hvis Iceage lavede soundtracket til en Sergio Leone-film. Støvet, smukt krukket og lidt sydlandsk. Tematisk portrætterer de 11 sange på Songs for the Stunned forskellige nuancer af sorg. På førstesinglen befinder vi os på det stadie, hvor man rastløst forsøger at tvinge sig selv til at komme videre, men det virker umuligt at slippe fri af længslens greb.
Julius fremhæver linjerne // Time doesn’t stretch very far / from you / little by little / my sin / I’m pulled back again // som omdrejningspunkt for singlen.
"Jeg tror, at sangen bevæger sig et sted, vi alle kommer til at gå igennem på den ene eller anden måde. Et sted, hvor man grundet sine givne omstændigheder er efterladt til at sætte den ene fod foran den anden. Samtidig er man bundet af en elastik, der strækkes ud og pludselig kaster en tilbage igen. Bearbejdelse af svære ting i livet har jo ikke en fast tidsramme, men tid er tit den sikreste vej til forbedring,” siger han.
Videoen til "Running In Light" er optaget i og omkring en syditaliensk villa i et storslået landskab, der sikkert har se nyt og blomstrende ud engang, men nu er blevet efterladt i gråvejret. Her møder vi to karakterer, der bevæger sig ind og ud af hinandens bevidsthed i to parallelle tidsforløb. "Man ved ikke rigtigt, hvad der foregår hvornår, og man ved ikke rigtigt, om den ene person er til stede eller ej. Man ved, at de to personer er meget tæt knyttede, men hvordan de er knyttede, må man selv bestemme," siger Julius, der selv sjosker formålsløst rundt på de støvede, italienske landeveje i videoen.
Melankoli er et overbrugt ord, men måske er det, fordi det er et af de eneste ord i det danske sprog, der kan beskrive sorg på en måde, der ikke udelukkende er sørgelig, men også lover, at der er håb forude. Det er netop den følelse, "Running in Light" bringer frem. Derfor er det også den perfekte sang at finde frem på din playliste, når du en tidlig morgen tager dig sammen og smutter fra festen og vennerne og cykler fuld, alene og nostalgisk hjem gennem byen. Gør dig klar til at mindes gode tider, og se videoen herunder.
Josiah Konder udgiver Songs for the Stunned digitalt den 8. Juni 2018 og spiller blandt andet til Honeyland festival på Bornholm i august.