Der er ting, der kommer bag på dig, og så er der ting, der kommer bag på dig! For eksempel er jeg blevet dybt overrasket over at stå op til højt solskin og fuglekvidder hver morgen i den her uge. Det virker på en eller anden måde helt forkert med ti dages sommer-niceness i streg i Danmark, og det er fedt – misforstå mig ikke – men det er ikke noget, jeg går og wow’er hele dagen.
Til gengæld blev jeg blæst ud af kontorstolen over nyheden om, at When Saints Go Machine helt ud af det blå – i hvad, der må beskrives som årets mest overskudsagtige træk – har udgivet en video til førstesinglen fra deres seneste ep, der har ingen ringere end Atlanta-legenden Killer Mike (blandt andet kendt fra Run The Jewels) med som feature. Og visualiseringen er lige så overdådig som et vanitasmaleri fra den hollandske guldalder – sexet og dødsdyrkende på en luksusagtig måde.
Ep'en It's a Mad Love er When Saints Go Machines første plade siden 2013's Infinty Pool, og selv om de kunne være gået i glemmebogen, beviser de københavnske elektromystikere, at de stadig fortjener en plads på din telefon. De er nemlig stadig et af de danske orkestre, der på flotteste vis udfordrer dig som lytter, og Killer Mikes karakteristiske mørke flow er stadig den perfekte pendant til gruppens eksperimenterende instrumentaler, som de også viste på "Love and Respect" fra 2013.
Videoen, som er instrueret af Jenna Mangulad, som tidligere har lavet video for When Saints Go Machine og Jonas Kenton og Silas Moldenhawers sideprojekt Kenton Slash Demon, er så lækker, at man lidt føler, man skylder den en middag og en biograftur, når seancen er overstået. Vi får desværre ikke fornøjelsen af Killer Mike selv, men vi får det næstbedste: Sexede luksusvampyrer, der mimer hans vers. Og derudover svævende citroner, symboler på livets forgængelighed og et karbad fyldt med blod.
Se den imponerende video herunder.